FCK kan være på vej på russiske hænder.
Storaktionær i FC København, Carsten Koch, har i hvert fald holdt møde med den 22-årige russer Arkady Abramovich, der er ældste søn af den russiske milliardær Roman Abramovich.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Mødet mellem den unge Abramovich og direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond Carsten Koch, der ejer omkring 30 procent af aktierne i Parken Sport & Entertainment A/S, fandt sted i lørdags.
Carsten Koch bekræfter mødet med Arkady Abramovich, hvis far ejer storklubben Chelsea.
"Jeg så ham i lørdags. Det var en meget ung mand. Det er rigtigt, at vi mødtes, men jeg har ikke set ham siden. Vi spiste lidt mad sammen," siger Carsten Koch til ekstrabladet.dk.
Han vil ikke afvise, at aktierne er til salg.
"Lige i øjeblikket er vi ikke særlig salgsorienterede. Det går jo ganske godt, men kommer der én med den helt rigtige pris, kan det godt være," siger Carsten Koch.
Ifølge Ekstra Bladet står de to finansmænd Aldo Petersen og Ole Abildgaard bag initiativet.
Bt.dk erfarer, at et FCK-ejerskiftet kan bane vejen for den tidligere bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard.
Abramovic-familien forlanger nemlig, at det bliver Flemming Østergaard, der står i spidsen for klubben, hvis det lykkes dem at erhverve aktierne, skriver bt.dk.