Ruslands vicepræsident Dmitry Rogozin er godt sur på Madonna, og han lægger ikke fingre imellem.
- Enten lægger du korset fra dig, eller også tager du trusser på, harcelerede han på Twitter efter popdronningens koncert i Sankt Petersborg torsdag aften.
- Enhver tidligere l... prøver at belære alle om morale, når hun kommer op i årene. Specielt på turneer og koncerter i udlandet.
Selv om han ikke henvender sig direkte til Madonna, hersker der i Rusland ingen tvivl om, at det er popdronningen, som efter Rogozins mening burde tage noget tøj på.
Vredesudbrudet skyldes, at Madonna til koncerten torsdag aften sagde, at alle fortjener kærlighed, og at homoseksuelle bør have de samme rettigheder som alle andre.
Inden da var der blevet uddelt lyserøde armbånd til de 25.000 fremmødte fans, og hun opfordrede den jublende meneskemasse til at række hænderne i vejret med armbåndene på håndleddet som protest mod intolerance. Desuden vise hun et regnbueflag med ordene 'No Fear' flere gange under koncerten.
Byrådet i Sankt Petersborg har nu meldt Madonna til politiet for at sprede "homoseksuel propaganda"; en forseelse, som straffes med en bøde.
Madonna havde allerede i tirsdags pådraget sig de russiske politikeres vrede i forbindelse med hendes koncert i Moskva, hvor hun gav udtryk for sin støtte til pige-punkbandet Pussy Riot, der efter en flashmob-koncert i en kirke er varetægtsfængslet og anklaget for hooliganisme.
Kilde: BBC