Russere advarer USA om at sende droner til Polen
Medlemmer af det russiske parlament siger torsdag, at en ny beslutning i USA's militær om at placere spionagedroner i Polen vil kunne gøre landet til mål for russiske angreb i en konflikt. (Arkivfoto). Us Navy/Reuters
- Spionagedroner i Polen vil gøre landet til mål for russiske angreb i en konflikt, advarer parlamentsmedlem.

En ny beslutning i USA's militær om at placere spionagedroner i Polen vil kunne gøre Polen til mål for russiske angreb i en konflikt.

Det siger medlemmer af det russiske parlament torsdag.

Beslutningen blev offentliggjort af præsident Donald Trump, da han onsdag fremsatte et løfte om droner til den polske præsident, Andrzej Duda.

Samtidig erklærede han, at han vil sende 1000 amerikanske soldater til Polen.

Russiske parlamentsmedlemmer var de første til at reagere på initiativet, og de advarer om, at de også ser muligheder for at indsætte militære droner.

- I tilfælde af en konflikt - Gud forbyde det - ville Polens territorium blive et oplagt mål for gengældelsesangreb, hvis der skete et pludselig angreb mod os, siger Vladimir Dzhabarov. Han er næstformand for udenrigsudvalget i parlamentets overhus. Han har fremsat udtalelsen til Interfax.

En anden parlamentariker, den tidligere topchef for de russiske specialstyrker Vladimir Shamanov, som nu leder underhusets forsvarsudvalg, udtrykker også bekymring over de amerikanske droner, fordi de kan medbringe atomvåben.

- Verden glider gradvist mod en farlig situation, som kan sammenlignes med den caribiske krise, siger Shamanov.

Han bruger den russiske betegnelse for den cubanske missilkrise i 1962, hvor USA og Sovjetunionen kom tæt på en atomkrig.

Det russiske parlament er normalt ikke involveret i beslutningsprocesser om udenrigspolitiske anliggender - undtagen i situationer, hvor Kreml anmoder overhuset om at godkende en militær operation.

Kreml har endnu ikke kommenteret de nye amerikanske planer for Polen, men præsident Vladimir Putin siger i et interview offentliggjort torsdag, at forbindelserne mellem Moskva og Washington bliver værre og værre.

/ritzau/


/ritzau/
via Listen To News