Rusland har valgt at udvise to svenske diplomater, som svar på at Sverige har afvist at udstede visa til russiske diplomater.
Det oplyser det svenske udenrigsministerium onsdag.
- Sverige har tidligere givet besked om, at en russisk diplomat ikke får forlænget sit visum og afvist russiske ansøgninger om visa til diplomater.
- Det har Rusland svaret på ved at bede to svenske diplomater om at forlade Rusland, skriver Udenrigsministeriet i en kommentar.
Sverige og Rusland befinder sig i øjeblikket i en diplomatisk strid.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT centrerer konflikten sig om det svenske sikkerhedspoliti Säpos mistanke om, at en russisk diplomat skal have udført ulovligt efterretningsarbejde, mens han har været i Sverige.
Diplomaten havde en høj stilling på ambassaden i Sverige.
Ifølge den svenske avis Dagens Nyheter mener Säpo dog, at han primært var ansvarlig for russiske SVR's aktiviteter i Rusland. SVR er den russiske tjeneste med ansvar for efterretninger i udlandet.
I slutningen af februar rykkede Säpo ind mod manden under et møde mellem ham og en 45-årig svensk mand på en restaurant i Stockholm.
Den svenske mand blev anholdt - ligeledes på mistanke om, at han stod bag ulovligt efterretningsarbejde mod Sverige. Han blev løsladt i marts, men han er fortsat mistænkt i sagen, oplyser anklageren ifølge TT.
Det svenske udenrigsministerium har ikke oplyst, hvor mange nye russiske diplomater der har fået afslag på svensk visum.
/ritzau/TT
/ritzau/TT