Rusland er i færd med at bygge en stor landingsbane i Syrien, siger eksilgruppen Sohr.
- Byggeprojektet har ført til, at hundredvis af russiske teknikere, ingeniører og militærrådgivere nu opholder sig på stedet, oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
- Russiske styrker bygger en lang landingsbane, som vil være i stand til at tage imod store fly. Den ligger ved den militære flybase Hmaymeen i Latakia-provinsen, oplyser Sohr.
Meldingen kommer samtidig med, at USA beskylder Rusland for at opbygge en militær tilstedeværelse i Syrien.
Flere libanesiske kilder og embedsmænd i Washington har sagt, at russere har deltaget i militære operationer i Syrien.
- De deltager ikke kun som rådgivere. De deltager i operationer, siger de unavngivne kilder.
Embedsmænd i Washington sagde i sidste uge til nyhedsbureauet Reuters, at Rusland har sendt to landgangsfartøjer til kampvogne og yderligere fly til Syrien i de seneste dage, samtidig med at et lille antal infanterisoldater er blevet udstationeret i landet.
Formålet med den militære optrapning er ikke klar, men en embedsmand i Washington siger, at der øjensynligt var fokus på at styrke en luftbase ved havnebyen Latakia, som er en af magtbaserne for regimet omkring den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Rusland bekræftede tidligere onsdag for første gang fra officielt hold, at landet har sendt militære eksperter til Syrien.
Assad er under stigende pres, og regeringshæren har netop tabt en luftbase i Idlib-provinsen efter to års belejring.
Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, advarer Rusland mod en øget militær intervention i Syrien. Han siger, at en atomaftale med Iran og nye FN-initiativer udgør et nyt startpunkt for en løsning på den syriske konflikt.
/ritzau/AFP