Rumæniens premierminister, Mihai Tudose, er mandag trådt tilbage, efter at ledere i hans regerende socialdemokratiske parti har trukket deres politiske støtte til ham.
Han er den anden premierminister, som er blevet tvunget væk fra posten på mindre end syv måneder.
Tudose siger, at han går efter en intern magtkamp.
- Jeg går med hovedet oprejst, siger han.
En ledende figur i hans parti siger, at et meget stort flertal stemte imod Tudose.
Den ældre veteranpolitiker Paul Stanescu vil blive udnævnt til fungerende premierminister indtil videre.
Rumæniens stærke venstreorienterede gruppe i parlamentet afsatte i juni forgængeren Sorin Grindeanus regering. Den var ved magten i et halvt år. Det skete ved en mistillidsafstemning.
Flere socialdemokrater mente, at Grindeanu havde svigtet partiets politiske visioner, men andre var angiveligt skuffede over, at Grindeanu ikke lempede love, der skal stoppe korruption.
De ønskede at få en premierminister, som vil gøre mere for at beskytte politikere, der risikerer at blive fængslet for korruption og svindel.
Rumænien opfattes som et af EU's mest korrupte lande. Bruxelles har siden 2007, hvor Rumænien blev EU-medlem, overvåget landets retssystem.
/ritzau/AFP