Han sidder i øjeblikket fængslet i Malmö, efter at han selv har tilstået at have dræbt den 42-årige Vera
Vildmyren på SAS Radisson-hotellet på Amager mandag aften.
Men det er ikke første gang, at den 58-årige Marian Clita har begået en forbrydelse på et hotel.
To dage inden han tæskede Vera Vildmyren ihjel på et hotel i København, var han nemlig på spil på et hotel i Sverige.
Her blev han sat i forbindelse med et tyveri af en mobiltelefon, oplyser politiinspektør ved Malmö Politi Lars Lindholm til Nyhedsbureauet Newspaq.
Svensk politi forventer, at Clita bliver udleveret til Danmark meget snart - måske allerede i dag.
"Det bør gå ganske hurtigt. Det kan blive i dag og forhåbentlig senest i morgen. Jeg tør ikke sige præcis hvornår," siger Lars Lindholm til Newspaq.
Den 58-årige rumæner, der tidligere er idømt 20 års fængselsstraf for mord i sit hjemland, har siden han anmeldte sig selv på politistationen i Malmö forholdt sig helt roligt. Politiinspektøren ønsker dog ikke at fortælle, hvad Clita konkret har fortalt politiet.
At den mordmistænkte ikke er blevet udleveret til Danmark endnu, skyldes juridiske formaliteter. Men både svensk og dansk politi arbejder i øjeblikket på højtryk for at få alting til at falde på plads.
Ved at flygte til Malmö har Clita vundet sig lidt tid. Men om der decideret går beviser tabt, vil politikommissær ved Københavns Politi Henning Schou Kofoed ikke forholde sig til. Han erkender dog, at anholdelsesproceduren er trukket ud.
"Det er klart, at det var gået hurtigere, hvis han var blevet i Danmark. Vi taler om to forskellige lande med to forskellige regler og straffelove. Var han blevet anholdt i Roskilde, var vi kørt ned efter ham, og så var det overstået," siger han til Newspaq.