Bokseren Rudy Markussen kan have bokset sin sidste kamp.
Hans læge mener i hvert fald, at 35-årige Markussen bør overveje, om det ikke er på tide at sige stop efter en slem diskusprolaps i bokserens nakkeregion.
- Min læge har opfordret mig til at overveje min karriere kraftigt, for nu er det anden gang, jeg har fået en diskusprolaps i nakken. Og det er altså et farligt sted, hvis det går galt, siger Markussen til sporten.dk.
En anden mulighed er ifølge bokserens læge en operation. Det vil i så fald betyde en lang periode med genoptræning.
- Hvis jeg skal fortsætte med at bokse, foreslår lægen, at jeg bliver opereret. Men det er ikke en operation, han råder mig til, på grund af hvor diskusprolapsen sidder.
- Det kan hurtigt tage seks til otte måneder at komme sig over sådan en operation, siger Markussen.
Skaden opstod formentlig i forbindelse med træningen op til kampen mod Luke Blackledge ved Nordic Fight Night-stævnet i Aalborg den 13. april, forklarer Markussen.
En kamp, som Markussen måtte aflyse. Stævnet bliver dog afviklet som planlagt med blandt andre Torben Keller, Dennis Ceylan og Micki Nielsen på plakaten.
/ritzau/