Bryllupsklokkerne ringer til foråret for britiske prins Harry og amerikanske Meghan Markle, men allerede til efteråret vil klokkerne igen ringe ved et royalt bryllup.
27-årige prinsesse Eugenie, der er barnebarn til dronning Elizabeth og datter af prins Andrew, skal nemlig giftes med sin kæreste gennem mange år, Jack Brooksbank.
Det skriver flere britiske medier, og historien bekræftes af Buckingham Palace i en officiel udtalelse.
- Brylluppet vil finde sted i efteråret 2018 i St. George's Chapel på Windsor Castle, skriver kongehuset, som tilføjer, at flere detaljer vil følge.
Parret blev forlovet under en rejse til Nicaragua tidligere på måneden, oplyser Buckingham Palace desuden på Twitter.
Prins Harry og Meghan Markles bryllup finder også sted i St. George's Chapel i Windsor Castle, der ligger ved kongeslottet Windsor vest for London.
Prinsesse Eugenie er nummer otte i rækken til tronen. Hun er den anden datter af prins Andrew og Sarah Ferguson, der er hertuginde af York.
Se udtalelsen fra kongehuset her: https://twitter.com/RoyalFamily
/ritzau/