Når prins William og hertuginde Kate vender næsen mod Indien og Bhutan i april måned, er slumområderne i det indre Mumbai et af punkterne i rejseplanen. Det skriver britiske Mirror.
Prinsen og hertuginden vil gerne se virkelighedens fattigdom med egne øjne - den fattigdom, som blev dokumenteret på filmlærreder over hele verden i 2009, da den Oscar-vindende film "Slumdog Millionaire" brugte netop disse slumområder som ramme for historien.
Under besøget i Indiens største by skal det royale par tale med velgørenhedsorganisationer, som arbejder for at hjælpe børn væk fra et liv på gaden.
Hjemme i Storbritannien er børns mentale helbred også en stor interesse for prins William og hertuginde Kate. Nu ønsker de at få indblik i, hvordan organisationer i Indien giver gadebørnene vand, mad og tag over hovedet, og hvordan de forsøger at forbedre børnenes mentale og fysiske helbred.
Det britiske kongehus har meddelt, at unge mennesker og fattigdom i byerne vil være to af fokuspunkterne for turen til Indien og Bhutan, som foregår fra den 10. til den 16. april 2016.
I mens mor og far besøger de varme lande, må prins George og prinsesse Charlotte blive hjemme, skriver Mirror.
/ritzau/FOKUS