Hun er den ældste datter af prinsesse Madeleine og erhvervsmanden Christopher O'Neill, og tirsdag den 20. februar er det fire år siden, at prinsesse Leonore kom til verden.
Den svenske prinsesse når lige at fylde fire år, inden hun til marts bliver storesøster for anden gang, når prinsesse Madeleine efter planen føder sit tredje barn.
Prinsesse Leonore, der lyder det fulde navn Leonore Lillian Maria, er i forvejen storesøster til prins Nicolas på to år.
Den lille prinsesse har foruden titlen prinsesse også titlen som hertuginde af Gotland og er nummer otte i arvefølgen til den svenske trone.
Til daglig bor prinsesse Leonore i London med sine forældre og sin bror, men familien opholder sig for tiden i Sverige, indtil prinsesse Madeleine har født sit tredje barn.
Selv om familien tilbringer det meste af sin tid i London, er prinsesse Leonore indskrevet i en svensk børnehave, hvor hun går, når familien er hjemme i Sverige.
Den lille prinsesse blev født i New York og døbt 8. juni 2014 i slotskirken på Drottningsholm Slott nær Stockholm.
Ved hendes dåb stod blandt andet hendes moster kronprinsesse Victoria fadder.
/ritzau/