Da den hollandske sanger Duncan Laurence i maj kunne hæve trofæet og kalde sig vinder af det internationale melodigrandprix med sangen "Arcade", vandt Holland samtidig æren af at være vært for næste års Eurovision.
Herefter har fem hollandske byer dystet om at få lov til at danne ramme om den populære sangkonkurrence.
Og nu er det afgjort, at det bliver Hollands næststørste by, Rotterdam, som skal byde Eurovision-fans fra hele verden velkommen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Rotterdam har vist fantastisk meget entusiasme og engagement, og byen har de rigtige faciliteter til at byde delegationer fra over 40 lande velkommen til maj, siger Jon Ola Sand, som er executive supervisor for Eurovision.
Nærmere bestemt løber showet af stablen i arenaen Rotterdam Ahoy med semifinaler tirsdag den 12. og torsdag den 14. maj og den store finale lørdag den 16. maj.
I 2020 er det 65. gang, at det internationale melodigrandprix afvikles - og femte gang, at Holland er vært.
I år blev Eurovision afholdt i Tel Aviv i Israel, hvor danske Leonora fik en 12.-plads med sangen "Love Is Forever".
Sidste gang, Danmark var vært for Eurovision, var i 2014 i København, efter Emmelie de Forest i 2013 havde vundet sangkonkurrencen med "Only Teardrops".
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS