Normalt er det eksklusive sted i Nørregade i København forbeholdt de kendte, smukke og rige.
Men nu viser det sig, at Danmarks førende natklub Zen også er et populært besøgssted for kloakkens konger, nemlig rotter. Det skriver Ekstra Bladet.
Allerede i slutningen af maj opdagede Fødevaremyndighederne under et rutinetjek, at der var et omfattende rotteproblem på stedet.
I kælderen til natklubben, der er ejet af produceren Remee, fandt kontrollanterne "afgnavede wasabi-nødder og skumfiduser", ligesom der var hul på flere poser med madvarer.
Og ifølge den sure smiley-rapport var der ingen tvivl om, hvem synderne var.
For i samtlige lokaler i natklubben, bortset fra serveringslokalet og ét kølerum i kælderen, blev der fundet rottelort.
1. september kom myndighederne igen på besøg og opdagede, at de uindbudte gnavere fortsat er del af de kendtes stamsted.
Problemet er, at der er direkte adgang fra de københavnske kloakker og kælderen til natklubben. Derfor må Remee og slæng leve med en halvsur smiley, indtil problemet er løst, skriver avisen.
Kilde: Ekstra Bladet