Den italienske premierminister har ry for at være lidt for glad for lidt for unge piger.
Og nu ser det ud som om fodboldspilleren Christiano Ronaldo og skuespiller George Clooney bliver inddraget i retssagen mod Silvio Berlusconi, der er anklaget for at købe mindreårige prostituerede.
De to verdensstjerners navne er nemlig at finde på en liste over 78 vidner, som skandaleministerens advokater vil afhøre i Berlusconis forsvar.
Det skriver The Guardian.
Advokaterne har også indkaldt den marokkanske kvinde Karima El Mahroug, bedre kendt som Ruby, der kun var 17 år, da hun efter sigende deltog i Berlusconis legendariske 'Bunga Bunga'-fester.
Forsvarerne har sandsynligvis indkaldt de to stjerner for at underminere Rubys troværdighed.
Den marokkanske kvinde har tidligere udtalt, at George Clooney var til stede ved en middag, hun deltog i hos Berlusconi. Det har George Clooneys kæreste nægtet er sandt.
Desuden har Ruby sagt, at Christiano Ronaldo har betalt hende for sex, hvilket fodboldspilleren også har afvist.
Retssagen mod Berlusconi starter den 6. april.
Kilde: The Guardian