Det holdt hårdt, inden Real Madrid lørdag fik has på Malaga i den spanske Primera Division. Meget hårdt.
Faktisk var ligaens dårligste udehold kun et kvarter fra at få et point med hjem fra Santiago Bernabeu, men det lykkedes favoritterne at vinde 3-2.
Sejrsmålet blev lavet af superstjernen Cristiano Ronaldo, der har været meget bleg hidtil i denne sæson i ligaen.
Portugiseren brændte et straffespark på Malaga-målmand Roberto Jimenez Gago, men Ronaldo var kølig nok til at flugte returbolden højt op i netmaskerne til 3-2, så Real Madrid undgik endnu et uvelkomment pointtab.
Det var Ronaldos blot anden scoring i Primera Division i sæsonen, og selv om den 32-årige offensivspiller indledte sæsonen med karantæne, er det alligevel usædvanlig få scoringer fra hans side.
Malaga mødte frem til kampen i Madrid med seks nederlag i seks ligakampe på udebane som et trist facit, men bundholdet kæmpede bravt.
Karim Benzema bragte Real Madrid foran efter ni minutter med et hovedstød i et tomt mål, men efter knap 20 minutter fik gæsternes Diego Rolan udlignet.
Få minutter senere headede Casemiro Real Madrid foran 2-1, men i anden halvleg fik Gonzalo Castro udlignet.
Malaga var godt med, men et kvarter før tid satsede gæsternes Luis Hernandez alt for meget i en tackling i eget straffesparksfelt.
Reals Luka Modric røg i græsset, og hjemmeholdet blev korrekt tildelt et straffespark, så Cristiano Ronaldo fik en matchvinderrolle.
Real Madrid har 27 point for 13 kampe og er nummer fire i Primera Division, mens Malaga er tredjesidst med syv point.
Atlético Madrid har også 27 point på tredjepladsen efter en sikker 5-0-sejr ude over Levante.
Både Antoine Griezmann og Kévin Gameiro lavede to mål for Atlético.
Riza Durmisi leverede en assist kort før tid, så Real Betis fik 2-2 ud af hjemmekampen mod Girona.
Danskeren lavede en lang tværaflevering fra venstre side, og Cristian Tello sendte udligningen i mål.
Riza Durmisi indkasserede også et gult kort i kampen.
Real Betis er nummer otte med 18 point.
/ritzau/