Den nu fritstillede Dennis Rommedahl afviser rygterne om, at der ligger en fast aftale klar med Brøndby. Men samtidigt er det den eneste klub, den tidligere Olympiakos-spiller forhandler med.
Det skriver bold.dk.
"Der bliver stadigvæk snakket. Jeg er i hvert fald fri nu, så jeg kan komme videre. Det er egentlig, hvad jeg har at sige lige nu. Det er ikke på plads (med Brøndby, red.), som der er blevet skrevet," siger Dennis Rommedahl til bold.dk.
Selvom intet altså er sikkert endnu, kan det tyde på, at der kommer en aftale på plads. I hvert fald har Rommedahl intet mod at udtale sig om ambitionerne, hvis han skal trække i blå-gul spillerdragt.
"Jeg kan jo håbe på, at jeg kan hjælpe dem, hvis jeg kommer derud. Jeg er godt klar over, at det pointmæssigt ikke er det store, de har fået samlet sammen i år," påpeger han.
Og Dennis Rommdahl har som bekendt et par gode kvaliteter at tage med på banen hos de kriseramte BIF'ere.
"Jeg kommer med nogle ting, jeg kan hjælpe med, hvis jeg kommer derud. Jeg har meget at byde på. Jeg har noget erfaring og har nogle fodboldkvaliteter at byde ind med," siger Rommedahl.
Kilde: bold.dk