Au revoir.... og vi ses aldrig mere.
Sådan lyder det i morgen, når de første 79 romaer i morgen bliver fløjet tilbage til hjemlandene, Rumænien og Bulgarien - mod betaling af et fast beløb på 300 euro per voksen og 100 per barn. Det skriver lemonde.fr.
"Vi stigmatiserer ikke et folkefærd, men vi får folk til at respektere loven," sagde den franske indenrigsminister Brice Hortefeux på et pressemøde tirsdag.
Udvisningerne kommer efter, at præsident Nicolas Sarkozy i slutningen af juli offentliggjorde, at han for den brede sikkerheds skyld ville sætte ind mod de mange romaer i Frankrig.
Og systemet ser ud til at være tænkt igennem, for ifølge den franske integrationsminister, Erik Besson, får romaerne ikke samme mulighed igen.
"Vi tager biometriske data på dem, der bliver fløjet hjem, så vi kan sikre os at dem, der allerede har modtaget støtte, ikke kan få det igen," siger han.
Og samtidig svarer han igen på kritikken om, at tiltaget minder om razziaer i 2. verdenskrig.
"Deres identitet er blevet kontrolleret, og de er blevet tilbudt penge for at vende tilbage til deres oprindelseslande. Jeg vil gerne have nogen til at forklare mig, hvordan det kan minde om forfølgelsen under 2. verdenskrig," siger han til lemonde.fr.
Der anslås at være cirka 15.000 romaer i Frankrig på nuværende tidspunkt.