Et 23-årigt bandemedlem fra Nørrebro er blevet varetægtsfængslet i tre dage.
Han var nemlig med til at overfalde to tilfældige unge mænd, fordi de blev mistænkt for at være AK81'ere.
"Vi har sigtet den 23-årige som den første af gruppen på otte-ni gerningsmænd. Han sad i forvejen varetægtsfængslet, fordi han blev taget som bandevagt senere i oktober på Nørrebro, hvor han smed en skarpladt pistol fra sig," siger lederen af Københavns Politis bandeenhed, Henrik Svindt, til jp.dk.
Den fængslede har været ansat som 'rollemodel' i en ungdomsklub i bydelen, men det forhindrede ham åbenbart ikke i at blive involveret i vold.
Under overfaldet blev den ene af ofrene snittet tre gange i ryggen og skudt i det ene ben, da han flygtede fra overfaldsmændene.
I ældre sag var den 23-årige chauffør for et tæskehold, der gennembankede en mand. Dengang var det ham, der stod for at uddele hammere til overfaldet.
De kommende tre dage vil politiet bruge til at samle yderligere beviser mod den 23-årige.