Slut med mere røg fra skorstene og udstødningsrør. EU's forbrug af co2 skal reduceres med 30 procent i stedet for blot 20 procent, lyder den netop vedtagne målsætning i EU's energistrategi for 2011-2020, som Europa-Parlamentet har stemt om torsdag eftermiddag.
Oprindeligt var der kun tale om en reduktion på 20 pct., men danske Jens Rohde (V) har kæmpet en indædt kamp for at få hævet målet til 30 pct. og var selv penneføreren bag ændringsforslaget. Så han har smilet, lige siden afstemningen var slut.
"Det er klar, at det her udover en sejr for miljøet også var en rigtigt stor sejr for mig personligt," slår han fast.
Ændringsforslaget kom i hus med mindst mulig margin; blot fire overskydende stemmer i forslagets favør.
"Alene det at holde sammen på min egen gruppe har været sindssygt udfordrende, for der er hele spændet mellem nogle meget grønne mennesker og nogle tyske særdeles kul-glade folk," lyder det fra Jens Rohde.
For ham var det mest overraskende dog vanskelighederne ved at overtale den socialdemokratiske gruppe til at stemme for forslaget.
"Jeg måtte næsten stå på hovedet af den svenske ordfører for at få socialdemokraterne til at stemme med. Men heldigvis sagde hun ja i aftes," slutter Jens Rohde.
Han turde dog først tro på resultatet, da det kunne ses på afstemningstavlen.