En 43-årig mand blev i nat passet op i sit hjem, hvor tre røvere truede hans 11-årige søn med en pistol for tindingen.
Røverne var ude efter hash, som den 43-årige mand lå inde med. Han er kendt som hash-handler og fortæller politiet, at røveriet skete efter en "kikset" hash-handel, skriver eb.dk.
"En kunde havde bestilt et større parti hash, som han mødte op hos manden for at hente. Men da han ankom, besluttede han sig for, at han ikke ville købe hashen alligevel, da han mente, at den var af dårlig kvalitet," siger vagtchefen hos Vestegnens Politi til avisen.
Udover den 11-årige dreng var mandens to andre børn på 16 og 18 år også tilstede i rækkehuset, da røverne opsøgte hjemmet ved halv et-tiden i nat.
Den voldsomme episode resulterede i, at den 43-årige mand udleverede en større mængde hash til de tre røvere, efter den ene havde truet med at skyde den 11-årige dreng.
Politiet efterlyser nu de tre mænd.