Politiet har netop udvidet afspærringsområdet omkring det værdidepot nær Stockholm, der tidligt i morges blev målet for et spektakulært røveri. Ifølge aftonbladet.se er der nemlig stadig sprængstoffer inde i bygningen.
Røverne ankom i en hvid helikopter kl. 05.15 til værdidepotet i Västberga uden for Stockholm. Vidner hørte flere store brag og så to mænd løbe ind i bygningen, mens helikopteren fortsat svævede ovenover bygningen.
"De hejste pengesække op. Det er helt sygt. Det værste jeg har set," siger et øjenvidne til aftonbladet.se.
Alarmen gik få minutter efter hos det svenske politi, og deres aktionsstyrke rykkede ud til stedet. Politiet har dog ikke kunnet tage sine egne helikoptere i brug. Røverne havde på forhånd saboteret dem, så de ikke kunne lette. Samtidig havde røverne spredt partisansøm i området omkring værdidepotet.
Store områder i Västberga er nu afspærret. Røverne flygtede efter røveriet i deres helikopter mod nord.
Herhjemme vækker røveriet forundring.
Tina Füssel, der er underdirektør i Finansrådet med ansvar for sikkerhed i bankerne, har aldrig tidligere hørt om noget lignende.
"Et røveri, hvor der er brugt ting som helikoptere, partisansøm og bomber har jeg ikke hørt om før. Men det minder lidt om de store røverier, vi har set mod værditransportselskaberne sidste år," siger hun til Newspaq.
Hun mener, at hvor der er penge, vil der altid være kriminalitet - og siger, at røvere i de seneste år er blevet stadig mere professionelle.
"Der er sket en professionalisering af den her form for kriminalitet, og vi ser et øget trusselsbillede. Det må vi forberede os på, og vi har da også lige besluttet at øge sikkerheden yderligere omkring de danske pengedepoter," siger hun.