For 25 år siden stod hun på vestsiden af Bösebroen og spejdede efter sin mor i mylderet af jublende østberlinere, der sent om aftenen 9. november strømmede over den hidtil så hermetisk lukkede DDR-grænse ved Bornholmer Strasse i Berlin.
Kort forinden havde de østtyske grænsevagter givet efter for presset fra en støt voksende menneskemængde og her som de første åbnet grænsen: Berlinmurens fald var en realitet.
Det var fem år siden, Audry Romano havde set sin mor. I april 1985 havde hun grebet chancen og var på spektakulær vis flygtet ved at gemme sig i bagagerummet på en Volkswagen Scirocco, som bragte hende til Vestberlin og friheden.
Nu faldt mor og datter hinanden i armene ved det aftalte mødested, en gul telefonboks.
- Vi krammede og holdt hinanden meget tæt, og jeg ville slet ikke give slip på hende, fortæller Audry Romano søndag fra scenen ved Bornholmer Strasse, hvor tusinder er mødt op for at fejre 25-års-dagen for Berlinmurens fald.
- Der er lidt deja vu-agtigt at være her igen. Jeg genoplever hele den ufattelige glæde fra dengang, siger hun med tårer i øjnene.
Audry Romano er fadder til en af de oprindeligt 8000 heliumballoner, som for to dage siden blev opstillet på pinde på en 15 kilometer lang strækning langs den gamle grænse, hvor Muren stod. Fra Bornholmer Strasse i nord til East Side Gallery i syd.
Om aftenen lyser ballonerne på denne såkaldte lysgrænse. Søndag aften vil de stige til vejrs for at minde om, at mure kan overvindes, og frihed og demokrati ikke er nogen selvfølge.
138 mennesker døde i forsøget på overvinde Berlinmuren, for grænsevagterne havde ordre til at skyde med skarpt. Her ved Bornholmer Strasse, hvor de østberlinske og vestberlinske s-togspor forløb parallelt, døde fem på skinnerne, fire andre blev skudt.
- Tænk, at grænsevagterne stod her 9. november og forgæves ventede på en ordre. Det er historiens helt store lykketræf, at ingen blev skudt; at ingen mistede besindelsen, da Muren faldt, siger den pensionerede vesttyske lærer Edith Schultes, som sammen med sin mand udelukkende er taget til Berlin for at fejre 25 årsdagen.
- Vi kunne ikke andet end at græde, da vi hørte, at Muren blev åbnet. Jeg glemmer aldrig den aften, og vi har et ansvar for at huske det, siger hun.
/ritzau/