Eftersøgningen af gerningsmændene til skyderiet på Krudttønden får nu DSB til at ændre i s-togsdriften.
Trafikselskabet oplyser lørdag aften, at der i øjeblikket ikke kører tog mellem stationerne Svanemøllen og Ryparken på Østerbro.
- Ændringerne skyldes politiets arbejde i forbindelse med skyderi på Østerbro, skriver DSB.
Det er netop mellem disse to stationer, at politiet har fundet den Volkswagen Polo, som gerningsmændene røvede og flygtede i.
- På nuværende tidspunkt kan vi desværre ikke sige, hvor længe det vil vare, skriver DSB.
Kørselsændringen betyder, at der vil være forsinkelser og enkelte aflysninger på S-toglinjen B.
/ritzau/