Birthe Rønn Hornbech forsøger at tørre en del af ansvaret for fejlbehandlingen af statsløse palæstinensere af i Indfødsretsudvalget.
Udvalget, der behandler sager om indfødsret, har dog ikke med selve sagsbehandlingen at gøre, siger formanden for udvalget, Tom Behnke.
Dermed er ministerens beskyldninger skudt forbi, og det ærgrer flere af Rønns partimedlemmer fra Venstre, at de er blevet udsat for den kritik.
"Jeg har det dårlig med at blive beskyldt for at være medskyldig, for jeg mener, det er faktuelt forkert," siger Venstres indfødsretsordfører, Marion Pedersen, til Berlingske.
Hun bliver bakket op af en af partiets andre medlemmer af udvalget.
"Ansvaret for sagsbehandlingen har vi deponeret hos indfødsretskontoret. Personligt har jeg ikke været med til at behandle nogen af sagerne om de statsløse palæstinensere," siger Per Bisgaard.
Flere medlemmer af Folketinget ryster på hovedet af ministerens håndtering af sagen.
"Det bidrager til forvirringen og pinligheden i den her sag. I forhold til det medlemmerne siger, lader det til, at ministeren forsøger at tørre ansvaret af på dem," siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er rystet over beskyldningerne.
Kilde: Berlingske