Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) holder fat i, at Danmark har en aftale om tvangshjemsendelse af afviste irakere på trods af, at de irakiske myndigheder i nat påstod det modsatte.
"Jeg kan bare sige, at vi stoler selvfølgelig på de myndigheder, vi har truffet aftale med, og vi har et stykke papir, så jeg kunne ikke drømme om at begynde at sætte spørgsmålstegn til den autoritet, som beslutningen om aftalen er truffet med," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun kritiserer desuden Morten Østergaard (R), som mener, aktionen i nat var bestillingsarbejde fra regeringen og i øvrigt unødvendig dramatisk.
"Det jeg kan høre, det er, at Morten Østergaard slet ikke ønsker noget retssamfund. Han ønsker lovløse tilstande, han ønsker særlove. Det må jeg tage afstand fra," siger ministeren om de radikales integrationsordfører.
Birthe Rønn Hornbech beklager nødvendigheden af nattens aktion, men siger:
"Jeg har brugt måneder og år på at forsøge at få en mindelig løsning og forsøge at få de irakere til at rejse hjem frivilligt. Vi har lokket med penge. Vi har i de sidste måneder sagt til dem igen og igen, "I får ingen indflydelse på jeres situation, hvis I ikke rejser hjem." Og de har jo altså ikke ville rette sig efter de afgørelser, der er truffet, og så må politiet jo efterlyse dem og sørge for, at de rejser hjem."