Tirsdag nat blev de 22 afviste irakere, der tidligere blev fjernet fra Brorsons Kirke på Nørrebro, hentet fra Ellebæk Fængsel ved Sandholmlejren. Den natlige aktion har høstet kritik, men den afviser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Det skriver Politiken.
"Det er fuldstændig en politifaglig vurdering. Det er klart, at man sender dem ud på det tidspunkt, hvor der er færrest autonome, der kan genere og skade," siger Rønn Hornbech, som selv har været vicepolitimester hos Rigspolitiet.
Ministeren opfordrer de resterende afviste asylansøgere til at tage hjem frivilligt, så politiet ikke skal tvangsudsende flere.
"Jeg vil opfordre til, at irakerne får en aftale med politiet om at rejse ud frivilligt. Det har jeg sagt igen og igen. Ellers henter vi dem lige pludselig. Og så kan de ikke få aftaler om deres ejendele eller noget som helst," siger Birthe Rønn Hornbech.
Men hvis man ikke melder sig selv til politiet, så kan man vente sig et besøg af politiet. Hvornår den næste aktion vil finde sted, vil Rønn Hornbech ikke ud med.
"Udrejserne sker løbende, og vi sætter ikke i avisen, hvornår det sker," siger hun.
De 22 irakere blev fløjet til Irak fra Beldringe Lufthavn i Odense.