Birthe Rønn Hornbech (V) har fået masser af omtale i pressen på det seneste, blandt andet på grund af skideballen fra statsministeren. Men ifølge Kirke- og Integrationsministeren fjerner det fokus fra integrationen.
"Pressen prøver jo at få fokus væk fra integrationen. Integrationen er det vigtigste, og det er sådan det at være kirke- og integrationsminister, det bringer mig ud blandt kirkefolket og ud blandt integrationsfolket. Der sker en masse derude, også selvom der ikke er nogen, der gider at skrive om det," siger Birthe Rønn Hornbech til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun mener dog ikke, at det gør det sværere for hende, at holde fokus på integrationsspørgsmålet.
"Det er overhovedet ikke svært, fordi min prioritering i tilværelsen er helt klart kirke- og integrationsfolket, og så må jeg jo tage de møgsager ved siden af," forklarer hun.
Birthe Rønn forholder sig i øvrigt kritisk til Ekstra Bladets unavngivne kilde, der påstår, at statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle have fortrudt, at han i sin tid valgte hende som minister.
"Det er da en uforskammethed over for statsministeren at gøre sig klog på det. Jeg tror, at han ved fuldstændig, hvornår han vil udnævne ministre, og også hvornår han ønsker at skifte dem ud," fortæller hun Newspaq.