Det skal være lettere at udvise udenlandske statsborgere med forbindelse til terrorisme.
Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) på baggrund af mordforsøget på tegneren Kurt Westergaard.
Dansk Folkeparti har krævet udvidede muligheder for at udvise islamister med tilknytning til terrororganisationer, og i følge integrationsministeren er embedsmænd allerede i gang med et såkaldt serviceeftersyn af udvisningsreglerne.
Hun understreger dog, at der ikke findes lette løsninger, når det drejer sig om at få udvist udlændinge til deres hjemlande, hvis landene ikke vil modtage dem, eller de risikerer at blive forfulgte der.
"Det er et problem, vi står med i mange lande i Europa, men der er ingen lette løsninger. Vi håber selvfølgelig at få diplomatiske forsikringer fra flere lande, så vi kan udvise dømte folk," siger hun ifølge jp.dk.
Hun foreslår også, at udlændinge, som ikke vil integreres, får sværere ved at få permanent opholdstilladelse.