Birthe Rønn Hornbech har skiftet mening.
Tidligere i dag krævede Venstre-damen en undersøgelse, der viser, at den nye grænseaftale ikke strider med Schengen-reglerne.
Men efter et møde med statsministeren her til eftermiddag, er Birthe Rønn Hornbech nu overbevist.
"Statsministeren har forsikret mig om, at man vil konsultere EU-Kommissionen. Det er utrolig vigtigt, for jeg var kommet i tvivl om, hvorvidt den aftale, der var indgået, var i overensstemmelse med EU-retten," siger hun til Newspaq.
Dermed har statsministeren den fulde støtte fra Birthe Rønn Hornbech, der er blevet forsikret om, at aftalen skal rette ind efter EU-retten.
"EU-retten dikterer, hvad vi kan gøre, og sådan bør det også være. Vi er i et samarbejde med andre lande. Det er den begrænsning, der ligger i aftalen. Så må man med Kommissionen finde ud af, hvad det betyder," siger Birthe Rønn.
Og mens debatten om grænsekontrollen er på sit højeste herhjemme og i udlandet - så vil Tyskland nu have en grænsebom ved den kommende Femernbælt-forbindelse.
Det viser et memo til det danske transportministerium, skriver Berlingske.
Og at tyskerne kræver netop det, nu hvor de langer ud efter Danmark, undrer Dansk Folkepartis Peter Skaarup.
"Der er tale om ren dobbeltmoral fra tyskernes side," siger han til Newspaq.
I memoet står der dog, at grænsebommen kun skal bruges til stikprøver. Men det giver Peter Skaarup ikke meget for.
"Realiteten er, at der vil være tale om permanent tilstedeværelse - er jeg overbevist om," siger han.