Vindmølleproducenten Vestas bøvler fortsat med underskud, og trods en ny spareplan med tilhørende fyringer faldt selskabets aktier i værdi på den københavnske børs.
Vestas-aktien lukkede onsdag 6,4 procent lavere i kurs 31,77. Dermed er aktien faldet 70 procent på et år.
I halvårsregnskabet, som blev offentliggjort tirsdag morgen, fremgik det, at Vestas skal ud i endnu en fyringsrunde, som vil koste yderligere 1400 ansatte jobbet inden nytår.
Når Vestas har gennemført nedskæringen, vil det betyde, at der globalt vil være 19.000 ansatte ved årsskiftet.
Allerede i januar varslede Vestas, at koncernen bliver mindre. Her regnede man med, at man måtte af med 2335 ansatte i løbet 2012 - heraf blev den danske del af Vestas beskåret med 1300 ansatte.
Med det nye tal er vindmøllegigantens fyringer i år vokset til 3700.
Det betyder, at der ved indgangen til 2013 vil være 19.000 mod forventet 20.400 medarbejdere, og det giver en besparelse svarende til 1,8 milliarder kroner.
- Siden begyndelsen af 2012 har Vestas reduceret antallet af medarbejdere med cirka 1000. Vestas intensiverer imidlertid nu planen for at sikre sig, at Vestas bliver lønsom, skriver koncernen i halvårsregnskabet.
Fyringerne fik umiddelbart aktien til at stige på børsen, men dagen igennem er kursen drattet nedad.
- Flere besparelser er godt nyt, men de sænkede forventninger til afskibninger i år blandt andet på grund af lavere ordreindgang kan være første indikation af, at kunderne vælger alternativer på grund af Vestas' finansielle situation.
Sådan skriver Jacob Pedersen, Vestas-analytiker hos Sydbank, i en kommentar til regnskabet ifølge Ritzau Finans.
Årets første seks måneder endte med et underskud på 1,7 milliarder kroner før skat for Vestas. Selskabet havde et minus på 313 millioner kroner i samme periode sidste år.