Ritzau
Opdateret kl. 10:09
Hvis næste valg giver rødt flertal, bør det være enden for Moderniseringsstyrelsen. Det forslår SF, skriver Politiken Søndag.
I stedet skal der ifølge partiformand Pia Olsen Dyhr oprettes en ny styrelse for "afbureaukratisering og godt arbejde", som har fokus på arbejdsglæde frem for målstyring.
- Moderniseringsstyrelsen kører med et ledelsessystem, der hører 70'ernes og 80'ernes private arbejdsmarked til. Det tager alt lyst og energi ud af mennesker, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.
Hun understreger, at mange af Moderniseringsstyrelsens kerneopgaver såsom overenskomstforhandlinger og hr-opgaver skal flyttes med over i den nye styrelse.
- Se på Lego, og se på Google. De kører efter meget mere tillid end Moderniseringsstyrelsen, siger Olsen Dyhr til Politiken Søndag.
Enhedslistens velfærdsordfører, Stine Brix, peger på, at styrelsen for et par år siden udgav en guide til offentlige ledere, som var gennemsyret af målstyring og resultatkontrakter.
- Styrelsens opgave er at udbrede den form for kontrol, som vi gerne vil væk fra. Derfor har vi længe argumenteret for at lukke styrelsen, siger Stine Brix til Politiken Søndag.
Også Alternativet er positive, men mener at new public management var et problem før Moderniseringsstyrelsen blev oprettet.
Innovationsminister Sophie Løhde afviser dog ideen i en mail til Politiken:
- Det er vigtigt, at vi bruger danskernes penge effektivt og med omhu, og her spiller Moderniseringsstyrelsen en vigtig rolle, skriver hun.
- Ingen kan være uenig i, at vi skal afbureaukratisere den offentlige sektor, men forslaget om at ændre navn på en styrelse er i mine øjne i bedste fald symbolpolitik, der ikke løser de konkrete udfordringer.
/ritzau/