Gårsdagens skandaløse kamp mellem Real Madrid og Villarreal vil ikke lige frem blive husket for flot fodboldspil.
Til gengæld bød den på vildt drama og et Real-mandskab, der på tåbeligste vis selv er ved at spille FC Barcelona tilbage i mesterskabskampen i Primera Division.
Der skulle gå en time før kampen for alvor kom i gang, men så eksploderede den også i et sandt spansk helved.
For med flere kortslutninger til holdets bærende elementer fik Real Madrid kun et uafgjort resultat på 1-1 med hjem fra Villarreal CF.
Først sørgede Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo for at bringe holdet fra hovedstaden foran.
Men blot syv minutter før tid fik Hamit Altintop lavet et dumt frispark uden for sit eget felt, som Marcos Senna sikkert omsatte i den ene side af målet.
Et mål, der fik træner José Mourinho til at miste besindelsen og de røde kort til at flyve op af dommerens lomme.
José Mourinho fandt sig nemlig ikke i frisparket og brokkede sig til fjerdedommeren efter målet. Derpå blev han smidt ud.
Udvisningen af træneren fik dog endnu flere frustrationer ud af Real Madrid. Først sparkede Sergio Ramos mere ud efter Nilmar end bolden og blev smidt ud. Dernæst brokkede Mesut Özil sig til et rødt kort. I forvejen var fitness-træner Rui Faria blevet bortvist.
Kilde: B.T
Inden spillerne nåede i bad, nåede også Gonzalo Higuain at brokke sig til en advarsel.
FC Barcelona vandt tirsdag over Granada, og de regerende spanske mestre er dermed kun seks point efter ærkerivalerne i toppen af Primera Division.