Hun sad allerede i Folketinget, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som knægt spillede fodbold og fik sår på knæene.
Efter mere end 30 år i toppolitik, siger SF'eren Anne Grete Holmsgaard nu stop. Når Lars Løkke Rasmussen udskriver det længe ventede folketingsvalg, er det slut for SF'eren, der første gang blev valgt ind i Folketinget i 1979.
Dengang sad hun fra 1979 til 1986 i Folketinget for Venstresocialisterne - i perioden 1986 til 1987 sad hun på tinge for SF, som hun igen blev valgt ind for i 2001.
Men nu er det slut, det meddeler Anne Grete Holmsgaard.
"Jeg har i dag meddelt Villy, min gruppe og min lokalformand på Østerbro, at jeg ikke genopstiller ved det kommende valg," siger veteranpolitikeren i en pressemeddelelse.
Miljø- og klimapolitik har været en personlig hjertesag for Anne Grete Holmsgaard, der var formand for Energimiljørådet fra 1996 til 2001.
Selvom tiden på magtens tinder nu er slut, er det ikke ovre med passionen for det grønne.
"Årsagen er, at jeg gennem et stykke tid har haft lyst til at bruge mine erfaringer og min viden fra mange års arbejde med klima- og energi uden for Christiansborg," siger hun.
Anne Grete Holmsgaard siger, at hun i den kommende valgkamp vil give en hånd med for at få vippet Lars Løkke Rasmussen af pinden.