Det ser ud til at der kommer til blæse en rød vind til kommunalvalget den 17. november. Hver tredje vælger har tænkt sig at stemme socialdemokratisk, og SF fordobler sin styrke til 14,3 pct. af stemmerne. Det viser en måling Rambøll/Analyse har lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Tilsammen står de to partier til opbakning fra næsten hver anden vælger.
"Et kommunalvalg er mere end noget andet et valg om velfærd, fordi den konkrete service til borgerne udmøntes i kommunerne. Derfor går det vores vej i øjeblikket, fordi borgerne oplever forringelser," siger SF-formand Villy Søvndal.
Socialdemokraterne kan ikke bryste sig af samme fremgang, men holder status quo med godt 34 pct. af stemmerne.
Ifølge valgforsker, professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er SF's fordobling overraskende:
"Normalt smitter fremgang i målinger på landsplan kun af med halv effekt på kommunalvalg, så jeg tror ikke, at tendensen hos SF holder helt til valget, ligesom jeg heller ikke forventer, at Venstres resultat vil ligge så lavt som i målingen her," siger han.
Stemmeandelene i målingen er baseret på de vælgere, der har besluttet sig for, hvor de vil sætte deres kryds.