Hvem er de mennesker, der er ansat til at påvirke politikerne med forskellige virksomheder og interesseorganisationers budskaber?
Det skal der nu være mere åbenhed om. Derfor forslår rød blok et register over lobbyister. Det skriver Jyllands-Posten.
Borgerne skal have indsigt i, hvem de mennesker er, som plejer omgang med landets magthavere. Vinder rød blok det kommende valg, så lover næstformand for Socialdemokraternes folketingsgruppe Morten Bødskov et register.
"Et lobbyregister er svaret på interesseorganisationernes kraftigt stigende interesse for den politiske proces. Og registret er svaret på, hvordan vi skaber mere åbenhed. Så kan borgerne se, hvem vi omgiver os med," siger han til Jyllands-Posten.
Lobbyister skal i fremtiden stemple ind og ud, når de besøger Christiansborg og Folketinget. SF og De Radikale er enige i forslaget.
"Det fungerer i Bruxelles og i USA, så det kan sagtens laves på en sober og ordentlig måde herhjemme," siger De Radikales leder Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.
Dansk Folkeparti er også lune på ideen, som bydes velkommen af lobbyismebranchen.
"Det vil være fornuftigt med en form for register, som samtidig kan være med til at sætte standarder for lobbyarbejdet," siger Morten Grøn, formand for Public Relations Branchen, til avisen.
Venstre og De Konservative giver forslaget en kold skulder.
Kilde:Jyllands-Posten.