Det gjorde ondt på Andy Roddick, at en af de bedste tennispræstationer i karrieren ikke rakte til sejr mod Roger Federer i Wimbledon-finalen.
Amerikaneren tabte efter en forrygende kamp i fem sæt, og efterfølgende var lysten til at udtale sig til pressen til at overse.
Ifølge spn.dk blev han for eksempel spurgt om, hvornår han ville være i stand til at glæde sig over indsatsen, og svaret lød, at han ikke er synsk.
Derudover kaldte han spørgsmålene irrelevante og hypotetiske, og pressen lod ham slippe efter et par yderligere forsøg på uddybende kommentarer, der ikke bar frugt.
Roger Federer hentede sin 15. Grand Slam-titel med sejren i finalen. I det afgørende sæt måtte der 30 partier til, før schweizeren kunne juble.
Det var andet år i træk, at han var ude i en regulær marathon-dyst i Wimbledons sidste kamp. Sidste år skete det mod ærkerivalen Rafael Nadal.