Den afgående klimachef Thomas Becker er ikke den eneste, der har haft rod i regnskaberne. Der har nemlig været et omfattende rod i økonomien i hele Connie Hedegaards (K) klimaministerium, skriver Jyllands-Posten i dag.
Allerede i december 2008 gav rigsrevisorerne Klimaministeriet deres næsthårdeste grad af kritik for at have rod i blandt andet bilag til rejser, middage, repræsentation, momsafregning og bogføring. Rigsrevisionen fandt også mangler i Connie Hedegaards egne rejseudgifter.
Og det får nu oppositionen og Dansk Folkeparti til at kræve en forklaring fra ministeren. Den ønsker Connie Hedegaard ikke at give, men hendes departementschef Thomas Egebo beklager rodet:
"Det er selvfølgelig ikke i orden, når Rigsrevisionen har rejst en sådan kritik. Men det skyldes i vidt omfang, at vi er et nyt ministerium - og vi har gjort en stor indsats for at få væsentligt bedre styr på tingene," siger Thomas Egebo.