Trods de politisk ofte var uenige, kastede den nu afdøde Tøger Seidenfaden i ungdomsårene sin kærlighed på den fremadstormende konservative politiker Connie Hedegaard.
Men de yderst varme følelser var ikke gengældt.
Det fremgår af den nye portrætbog 'Tøger', som journalisten Stig Andersen står bag, skriver B.T.
De to mødte hinanden, da Tøger Seidenfaden skulle holde foredrag på en konservativ kursusejendom i Nordsjælland.
"Til et par af festerne sås i øvrigt 'en nydelig ung dame', som på et tidspunkt var Tøgers store kærlighed. Hendes navn var Connie Hedegaard, dengang en politisk komet i Det Konservative Folkeparti," skriver bogens forfatter.
Men i bogen slår Connie Hedegaard fast, at der udelukkende var tale om en envejsromance.
"Vi var gode venner, Tøger og jeg, men det med 'den store kærlighed', det så vi lidt forskelligt på," forklarer Danmarks EU-kommissær.
Chefredaktørens ulykkelige kærlighed blev dog glemt, da han 1. april 1988 blev kæreste med sin senere kone, Tine Eiby. Hun var journalist på Weekendavisen, hvor Seidenfaden på det tidspunkt var chef.
Tøger Seidenfaden døde 27. januar 2011 i en alder af 53 år.
Kilde: B.T.