Efter mere end otte måneders rejse gennem rummet landede den amerikanske Mars-robot Curiosity mandag morgen sikkert på vores naboplanet, oplyser Nasa.
Den såkaldte Mars-rover har allerede sendt de første billeder hjem fra planeten efter den syv minutter lange tur ned gennem Mars' atmosfære, skriver nyhedsbureauet AFP.
Billederne viser roverens hjul på en støvet Mars-overflade og er taget med køretøjets bageste kamera.
Curiositys landing var imødeset med enorm spænding. Det 900 kilo tunge køretøj skulle på vej ned gennem Mars' atmosfære bremse farten fra over 21.000 km i timen til nul ved hjælp af en faldskærm og jetmotorer.
Efter at landingen var bekræftet, udbrød der jubel i Nasas kontrolcenter i Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, Californien.
Mars-køretøjet, som har kostet 15 milliarder kroner, skal i løbet af de kommende to år udforske den røde planet og lede efter tegn på mulighed for liv på Mars.
Lederen af Nasas Mars-program, Doug McCuistion, kalder missionen "helt afgørende" for at finde ud af, om vi jordboer er alene i universet og for at klarlægge, hvordan Mars blev forvandlet fra en våd til en tør planet.
- Hvis det lykkes for os, bliver det en af de største bedrifter i planetudforskningens historie nogensinde, siger han til journalister.