D. 11. maj er det igen tid til at afholde verdens mest prestigefyldte filmfestival. Nemlig filmfestivalen Cannes i Sydfrankrig.
Og alt skal klappe og være klar til de mange stjerner, der skal deltage. Ikke mindst forplejningen skal være i orden, og der kommer ikke til at mangle noget hverken i kvalitet eller mængder.
Et hold på 55 kokke skal kreere michelinstjerne-mad til filmstjerner som Uma Thurman, Jude Law og Robert De Niro. De sidder nemlig alle i filmjuryen til Cannes-festivalen.
Der er speciallavet et stort glaskøkken til lejligheden. Et køkken udrustet med al det nødvendige professionelle udstyr fra Electrolux, som er hovedsponsor ved festivalen. Herfra vil de mange kokke mestre diverse gastronomiske oplevelser til alle lejlighederne gennem alle de 11 dage festivalen varer.
I år bliver det den dobbelte Oscar-vinder Robert De Niro, der skal stå i spidsen for den ni mand store jury, der skal afgøre, hvem der i år skal modtage De Gyldne Palmer.
De Niro har tidligere udtalt til BBC, at denne tjans var en ære.
"Denne type filmfestivaler er med til at forbinde det internationale filmsamfund, og de har en varig, kulturel betydning."
Den årligt tilbagevendende festival blev afholdt første gang i 1946.