Da Robbie Williams i november lavede et fake-frieri på australsk radio, nægtede hans egen mor at tro, at frieriet var falsk.
Det endte med, at den 35-årige tidligere Take That sanger måtte lave et officielt dementi på sin hjemmeside, for at sætte moderen på plads.
Men nu har Robbie måske endelig friet for alvor, skriver contactmusic.com. Ifølge den engelske avis The Sun faldt han på knæ for kæresten den 29. december.
"Han kunne simpelthen ikke lade være, han er som en nervøs hundehvalp. Han ville have ventet indtil midnat nytårsaften med at stille spørgsmålet, men han kunne ikke holde sig tilbage. Så han friede derhjemme tirsdag aften," siger en kilde til The Sun.
Kilden fastslår desuden at kæresten, Ayda Field, straks sagde ja.
Parret har været sammen i tre år, og de indrømmede for nyligt, at de snart er klar til at få børn.