Robbie Williams og Gary Barlow var på konstant kollisionskurs i Take That-tiden.
De to enorme pop-egoer kunne ganske enkelt ikke døje hinanden.
Nu giver en ny dokumentarfilm et eksklusivt indblik bag fronten i skyttegravskrigen, der kulminerede med Robbies farvel til boybandet i 1995. Filmen hedder 'Look Back, Don't Stare' og går tæt på de populære Take That-drenge, som satte ungpigetrusser i brand i 1990'erne.
"Mit problem har altid været med Gary. Det var altid med Gary. Jeg ville knuse ham. Jeg ville knuse bandets eftermæle - og jeg gav ikke slip," fortæller Robbie Williams ifølge B.T. om sit had til ærkerivalen.
"Selv da Gary var helt nede psykisk, stoppede jeg ikke. Jeg undskylder dybt for det."
Gary Barlow, som var frontmand i Take That, oplevede en grum nedtur efter gruppens opløsning og Robbies supersucces som solokunstner.
"Det var som en konstant daglig latterliggørelse. Det fulgte mig alle vegne. Man følers sig bare som en totalt taber," fortæller Barlow i filmen.
De to konkurrenter har senere tilgivet hinanden og giver koncert med deres gendannede popgruppe i Parken i København 16. juli næste år.