Robbie Williams kan synge trusserne af pigerne, men de færreste var nok klar over, at han også kan redde deres liv ved siden af sangkarrieren.
I et interview med den engelske tv-kanal ITV1 fortæller den tidligere Spice Girl Geri Halliwell, at Robbie Williams reddede hendes liv tilbage i 1999. Det var nemlig Robbie Williams, som overbeviste Halliwell om, at hun skulle få behandling for de spiseforstyrrelser, der plagede hende efter bruddet med Spice Girls.
"Robbie vidste, at jeg havde bulimi, og han rådede mig til at få hjælp. Han sagde, jeg skulle gå i behandling, og det har nok reddet mit liv. Jeg vil altid være taknemlig for hans hjælp," siger Geri Halliwell til tv-kanalen.
Ifølge Halliwell har hun og Robbie været gode venner, siden hun forlod de andre krydderipiger.
Forholdet er dog aldrig blevet romantisk.
"Jeg var ensom, og jeg følte, at han var den eneste person i verden, som kunne forstå mig, fordi han havde oplevet det samme med Take That. Vi forstod hinanden," fortæller hun.