På trods af at Robbie Williams lige som de fleste andre har set masser af billeder og tv-indslag fra det jordskælvsramte Haiti, chokerer katastrofens omfang ham alligevel, da han ser ødelæggelserne med egne øjne.
"Jeg så, hvordan katastrofen har påvirket børns liv og hverdag, og det var meget voldsommere at være vidne til, end jeg havde forventet," siger superstjernen i en pressemeddelelse fra UNICEF.
Jordskælvet, der ramte det fattige land den 12. januar i år, har kostet mindst 222.000 mennesker livet og lagt store dele af landet i ruiner. Flere ngo'er er rykket ind i katastrofeområdet, og Robbie Williams er imponeret over hjælpeindsatsen.
UNICEF arbejder for tiden i døgndrift for at bringe nødhjælp ud til familier og sørge for, at børnene kommer i skole. Men der er stadig hårdt brug for mere hjælp.
"Vi har en mulighed for at ændre børnenes situation til det bedre i det lange løb. At sørge for bedre muligheder indenfor sundhed og uddannelse, så Haitis børn kan starte på et nyt kapitel, " siger sangeren.
Robbie Williams er i Haiti også vidne til, hvor meget UNICEF gør for at hjælpe børnene og deres familier.