Ritt Bjerregaard er inviteret i studiet med Michael Meyerheim, når han laver en sær-udgave af "Talkshowet Meyerheim" i anledningen af sit 25-års jubilæum som tv-vært.
Her fortæller den tidligere overborgmester i København samt undervisningsminister, fødevareminister og socialminister, hvordan venskabet med nu afdøde Svend Auken røg sig en tur, skriver tv2.dk.
Det skete i 1991, da hun blev fyret som partiformand af Svend Auken, der var både en ven og partifælle, fordi hun ikke ville slippe sin 200 kvadratmeter stor lejlighed på Vesterbro. Hun boede i lejligheden, havde adresse på Fyn og hævede et skattefrit tillæg.
Retten afgjorde, at Ritt Bjerregaard ikke gjorde noget forkert ved at holde fast i sin lejlighed, men lige lidt hjalp det.
- Svend kunne ikke holde til presset og fyrede mig som gruppeformand, og jeg havnede nede på sidste række. Det var rasende ubehageligt. Og der røg jo også et venskab, fordi man ikke har et venskab bagefter, når man er ude for sådan noget. Jeg følte, at han svigtede mig, siger hun.
Den ødelagte drøm
Jubilæumsprogrammet bliver vist på TV 2 CHARLIE den 3. februar. Her kigger Michael Meyerheim tilbage på den første sæson af sit første talkshow "Meyerheim og Co" i 1991.
Her havde tv-værten også besøg af Ritt Bjerreggard, der dengang fortalte om sine politiske drømme:
- Svend og jeg havde den forestiling, at hvis vi nu vandt et valg, så skulle Svend være statsminister, og så skulle jeg være udenrigsminister. Og vi vandt et valg, men Svend blev ikke statsminister - og jeg blev ikke udenrigsminister - og det var et stort tab, siger hun dengang i programmet.
Nu er hun altså tilbage i Meyerheims selskab, og du kan se meget mere den 3. februar, når det vises på TV 2 CHARLIE.