Selvom han er dømt for bedrageri og i øjeblikket har adresse på 'hotel gitterly', så forhindrer det ikke Klaus Riskær Pedersen i at lave en god forretning.
For i al ubemærkethed har han fået en række nye investorer - herunder en håndfuld danske bankchefer - til at skyde penge i familiens britiske it-selskab Tracktesting, der beskæftiger sig med elektronisk distribution af musik.
En kortlægning af ejerkredsen bag det britiske selskab, som Børsen har foretaget, viser nemlig, at 14 nye investorer, ifølge dokumenterne, har købt sig ind i det britiske it-selskab.
Det tæller blandt andre Else Nørris, der er seniordirektør i Nordea Markets med ansvar for valutahandel. Carsten Ruge, der er vicepræsident i Saxo Bank og Erik Skov Nielsen fra finansafdelingen i Sydbank.
Af dem, er det kun Erik Skov Nielsen, der ønsker at udtale sig i sagen.
"Jeg har investeret i Tracktesting, fordi jeg fik det anbefalet af en god kammerat," siger han til Børsen.
Selskabet var ellers for to år siden tæt på konkurs, men har nu fået tilført intet mindre end 970.000 kr., og selskabets værdi er nu bogført til 16,8 millioner kroner.
Kilde: Børsen