Det var briten Jeremy Hunt, der i dag sørgede for, at Bjarne Riis' Team Saxo Bank ikke fik den fjerde sejr i træk i Post Danmark Rundt.
Dermed er det første gang i dette års Post Danmark Rundt at en etape vindes af en rytter, der ikke er fra Team Saxo Bank.
Jeremy Hunt fra Cervélo kørte sejren i hus som afslutning på et udbrud over cirka 70 kilometer på den 110 kilometer lange etape fra Korsør til Køge.
Saxo Banks Jakob Fuglsang kan dog fortsat iføre sig førertrøjen.
Senere lørdag skal rytterne køre femte etape, der er en 15,5 kilometer enkeltstart omkring Roskilde.
Her vil det samlede klassement med meget stor sandsynlighed falde på plads inden søndagens afsluttende etape, der slutter på Frederiksberg Allé i København.