En tragedie har ramt den internationale cykelverden, efter den belgiske cykelrytter Wouter Weylandt omkom på tredje etape af Giro d'Italia.
"På en dag som i dag er alle tanker om sportslige resultater irrelevante," lyder det fra holdejer af Team Saxo Bank-Sungard, Bjarne Riis i en pressemeddelelse.
Den 26-årige belgier styrtede i asfalten på en nedstigning og i høj fart, blot 20 km fra etapens målstreg.
"Det er en stor tragedie, og alle vores tanker går til Wouters familie, venner, holdkammerater og team," siger Bjarne Riis.
Wouter Weylandts hold, Team Leopard Trek, har i dag lukket deres hjemmeside og erstattet den af et billede af den omkomne rytter og denne besked:
"I dag omkom vores ven og holdkammerat, Wouter Weylandt, efter et styrt. Holdet er i en tilstand af chok og vemodighed, og vi sender alle vore tanker og dybeste medfølelse til Wouters familie og venner. Dette er en svær dag for cykelsporten og for vores hold, og vi burde alle søge styrke og støtte i de mennesker, der står os nærmest," skriver holdet på hjemmesiden.
Bjarne Riis kender Leopard Trek særdeles godt, da det netop var de luxembourgske gulddrenge, og tidligere Saxo Bank-ryttere, Andy og Frank Schleck, der startede holdet.