Et styk gratis kylling.
Nej tak, sagde Bjarne Riis og gjorde dermed Michael Rasmussen til nyslået kaptajn på 'Christina Racing'.
Den nye holdejer, Christina Hembo med smykkefirmaet 'Christina Design London' og nummer tre i Vild med dans havde helst set hendes eneste rytter på Riis' hold.
"Jeg er utroligt ked af Bjarne Riis' beslutning. Jeg har til det sidste troet på, at Bjarne ville ansætte Michael. Jeg har på intet tidspunkt haft nogen grund til at tro modsat," siger Christina Hembo.
Hun havde tilbudt Bjarne Riis at betale alle omkostninger til kyllingen, men hold-ejer Riis afslog alligevel uden at uddybe hvorfor over for holdejerkollegaen.
Michael har kørt løb for cykelholdet Christina Racing siden juli måned 2010, som eneste mand. Men nu kæmper de to kendisdansere for at få flere ryttere på holdet.
"Jeg vil nu i samarbejde med Michael Rasmussen arbejde på, at få gjort Christina Racing til et "rigtigt cykelhold", med Michael som holdkaptajn og medejer af holdet," fortæller Christina Hembo.
"Michael er i mine øjne en fantastisk sportsmand, der om nogen fortjener et comeback. Samtidigt har han gennem det sidste halve år bevist overfor mig, såvel som det danske folk, at han også er et fantastisk menneske," slutter hun.