»En god hæl vælger dig. Gå altid efter din intuition. Du skal vælge noget, der får dig til at se endnu mere spændende ud og får dig til at føle dig smukkere end nogensinde før.« Det har Manolo Blahnik engang udtalt. Og ved du ikke, hvem Manolo Blahnik er, så se blot et enkelt afsnit af Sex & The City , hvor han er Carrie Bradshaws absolutte yndlingsdesigner.
Den rigtige stilet kan være en dyr fornøjelse, hvis den både skal være smuk OG sidde smukt på foden. Men en dyr stilet er en god investering, for den vil passe på din fod og holde i mange år. Og så kan en smuk stilet pifte ethvert outfit op. Det mener Charlotte Bergqvist, der er indehaver af skobutikken Lola Pagola, der forhandler eksklusive sko.
»Der er flere og flere kvinder, der gerne vil bruge mange penge på den rigtige sko. Efterhånden er modebranchen så kopieret, at du kan købe designertøj i billige kæder som H&M og Zara. Og det er altså ikke nær så vigtigt, at dit tøj er af god kvalitet, som det er vigtigt, at dine sko er. Derfor vælger mange kvinder at satse på det billige tøj og istedet købe dyre sko og tasker, der får påklædningen til at se eksklusiv ud,« forklarer Charlotte Bergqvist. Hun fortæller også, at skomoden hen over foråret får fokus på brede remme og kraftige hæle, der er ganske storbyvenlige, fordi de ikke sætter sig fast imellem brostenene.
Nyhedsavisen viser her forårets smukkeste skomode. Prisen kan nok få det til at løbe koldt ned af ryggen på nogle, men se det som en god investering.